Af Knud Esmann
Artikel bragt i Jyllands-Posten søndag d. 11. maj 2008

Jagten på livet

Knud Esmann fortæller historien om maleren, anarkisten og jægeren Per Dahl, der trodser operation og sygdom og tager på sin sidste jagt i Afrika. Her blandt løver, prustende flodheste, giftige slanger og mange andre vilde dyr bliver det til et melankolsk og frydefuldt farvel til al jagt.

---

Jagten på det gode liv

Med livsappetitten usvækket trods sygdom og operationer tog maleren, anarkisten og jægeren Per Dahl på endnu en udflugt til Afrika. Han måtte afsted.

Per Dahl havde to ærinder i Afrika. Den 77-årige abstrakte maler med det suveræne naturalistiske håndværk og de intense farver havde lovet sin datter, Christina, et zebraskind. Han ville samtidig afslutte sit liv som jæger med endnu et trip ind i det ukendte.

Planen kunne være blevet forpurret, men blev sat i værk med lige dele vanvid og stædighed. Den ukonventionelle kunstner lod sig ikke standse, selv om han sidst på eftermiddagen den 16. januar i år vågnede op på Århus Sygehus, Tage Hansens Gade, hvor han havde gennemgået en kræftoperation.

Den 30. marts var Dahl i lufthavnen i Frankfurt, hvor han gik om bord i et kinesisk ejet fly, der havde Windhoek - hovedstaden i Namibia som destination. Med magnumriffel, shorts, hvide knæ og opladt sind skulle den tidligere kræftpatient i tre uger på jagt efter zebraer, antiloper og vortesvin.

I syv årtier har den borgerlige anarkist fra Femmøller fisket og jagtet. For ham har det ikke været en fritidsadspredelse, men en måde at leve på. Eksistensen i sig selv. Han udtrykker sig i billeder og har ingen forklaring på, hvad han som nyopereret ville i den moskitobefængte sump, på busksteppen eller på savannen. Til sin kone Janet sagde han, at rejsen var noget, han simpelthen måtte gøre. Hun protesterede ikke, men tænkte på, at den 2½ time lange operation var blevet afsluttet med 45 sting fra brystet til navlen.

»At leve, at fejle, at dumpe, at triumfere, at genskabe liv af liv« (James Joyce) er grundvilkår for Per Dahl uden at sige det. Da han var ung for et halvt århundrede siden, fik han bortopereret en nyre. I dag er han sukkersygepatient, da livsstilen unægtelig ikke har været askese, men han frabeder sig enhver form for medlidenhed.

Ræsonnementet er, at han har brug for oplevelser. Hvis der ikke sker noget i livet, kan der ikke ske noget i kunsten. For ham er liv og billeder samme sag. Han maler med temperament og passion. Laurbær-træet blomstrer tidligt, men visner hurtigere end en rose, kunst en ensom metier.

Mange af de abstrakte billeder på påskeudstillingen i fjor i Musikhuset i Århus var inspireret af Per Dahls tidligere afrikanske udflugter. Et af flere motiver i de karakteristiske heftige farver var fra nationalparken Etosha i Namibia. Parken blev proklameret i 1907 og rummer en saltsø, der i takt med dagen og årstiderne er udtørret eller oversvømmet. »I Afrika kan en ting være sand i dagens første lys og en løgn ved middagstid« - Ernest Hemingway.

Midt i det sol- og sanseglødende landskabs abstrakte, fabulerende former har Per Dahl placeret en mikroskopisk, præcis gengivelse af den skudstærke oryx antilope, der kan løbe flere hundrede meter, efter at den er død. Med antilopen ligner billedfantasien et brutalt kunstnerisk stilbrud.

Enhver betragter må således digte sin egen historie. Per Dahl ved ingen, hvor man har. Han mener, at lærde fortolkninger og symbolik kun er et akademisk påfund. »Et trick for anmeldere, der aldrig har kendt og talt med en maler.«

Før den store operation fik Per Dahl ved en kikkertoperation fjernet halvanden af to polypper i tarmen. De sad ved siden af hinanden, næsten sammenvoksede.

Forud havde han haft det godt og var ubekymret. Han skulle ganske vist, ramt af alderdom, hjælpes på post over den våde, tunge jord på Krannestrup ved Mejlby, men nedlagde sikkert to stykker råvildt med to skud.

Tiden var ved at være brugt. Pludselige blødninger, som han troede var fra hæmorider, var en advarsel. De fik ham til at søge specialist.

»Per er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at en cancer afsløres og behandles så tidligt som muligt,« forklarer overlæge Anders Tøttrup. »Pers sygdom blev afdækket på det hurtigst tænkelige tidspunkt, så operationen fik maksimal betydning. Med en sjælden ro og tapperhed, stod han smerter og psykisk pres igennem.«

Polypperne var tilsyneladende godartede, men vævstypeundersøgelsen efter operationen skulle afgøre det. Tøttrup fjernede den ene og skrællede noget af den anden knude. Den sidste halve polyp turde han ikke tage sig af i første runde. Efter en halv snes dage frem til aftenen før den anden operation faldt dommen: Den halve polyp var ondartet.

I telefonen meddelte Per Dahl til Janet:
»Det er cancer!«
Derefter lagde han røret på.

DEN GAMLE MAND OG FLODHESTENE I søen bag den 77-årige Per Dahl er der fem flodheste. Han er bidt af moskitoer og skoldet af solen, men lever af oplevelser

Han er i dag lykkelig for operationen og for den kyndige vejledning, som han fik af overlæge Anders Tøttrup og tænker med stor taknemmelighed på plejepersonalets omsorg. Efterfølgende var han stadig i de bedste hænder.

Operationen, der foreløbig gjorde ham rask, blev udført af den tyske gæsteprofessor, Werner Hohenberger, fra universitetshospitalet i Erlangen. Det skete i overværelse af fire tarmkirurger fra regionen, deriblandt Tøttrup.

Med snittet på langs (Janet: »Han blev skåret op som en gris«) var der et stort åbent sår, så man kunne få syn for sagn:
Havde kræften bredt sig? Var der dattersvulster, de såkaldte metastaser? Eller var der kræft i blodbaner og lymfekirtler?

Snit på langs eller på tværs er foreløbig ligeværdige metoder i tarmkirurgien. Hohenberger, der er en af de dygtigste på sit felt, foretrækker at skære på langs, selvom det i dag er mere epokegørende at skære på tværs. Hohenberger har holdt foredrag i Århus for tarmkirurger fra hele Danmark og for alle regionens kirurger. Besøgene er et led i den styrkelse af kræftbehandlingen i Danmark, som både læger, patienter og politikere ønsker.

Anders Tøttrup understreger, at selve teknikken kan være en afgørende faktor i kræftoperationer. De danske specialister, der under operationen af Per Dahl blev fremragende vejledt, så gode ting, som de gerne ville mestre og andre ting, som de måske ikke vil kopiere. De bestræber sig på løbende at blive dygtigere til deres job, så kræftbehandlingen i Danmark kan komme på niveau med eller overgå lande, vi bør sammenlignes med.

Hovedpersonen på bordet mobiliserede forud og bagefter den stoiske ro, han ikke har. Dahl husker:
»I hele forløbet var de to uger, jeg ventede på besked, langt de værste. Jeg anede jo ikke, om kræften havde bredt sig. Afgørelsen ville jeg have, hvad enten den var god eller dårlig.«

Få dage efter at han var orienteret om, at der var de størst mulige chancer for, at han var helbredt, rejste Per Dahl den 2. januar sammen med Janet på ferie på Gran Canaria, hvor de har en lejlighed. Billetterne var længst blevet købt.

Ægteparret vendte hjem efter en måned. Tre uger senere pakkede Per Dahl kuffert igen. Han skulle på jagt, selvom der ikke er plads til et eneste trofæ mere hverken i den store villa eller i atelieret i Femmøller. Han digtede sin egen fortolkning af, hvad han lægeligt havde fået lov til.

Anders Tøttrups besked til den helbredte Per Dahl havde været som den, han giver til en f.eks. 25 år yngre patient efter samme slags operation og resultat: Tag den med ro i seks uger og trap så langsomt op til dine normale aktiviteter.

Overlægen anede ikke, at hans patient tog til Afrika og trappede op med skydevåben og ammunition uden sololie og malaria-tabletter. Han ser handlekraften som livsbekræftende og er imponeret, ikke indigneret.

Safarien blev indledt på jagtfarmen ”Steinhausen” 170 km nordøst for lufthavnen, hvor Per Dahl hos Irene og Gundolf Schlosser blev modtaget som en gammel ven af huset. Siden 1990 har han været hos dem flere gange. Farmen er selvejet og disponerer over 35 000 hektar åbent land og afrikansk buskland med 80 km til nærmeste nabo. De to på farmen, der har tre voksne døtre, er med deres pionerånd og menneskelige format enestående værter. Man siger farvel til dem med et brændende ønske om at komme igen. Efter blot et par uger er det, som om vi har kendt hinanden altid, og Gundolf med den høje jagtmoral og naturglæde er en pryd for sin profession.

Namibia, tidligere Tysk Sydvestafrika, er et eldorado for jægere. Jagtfarmene, hvor der også er opdræt af kødkvæg, tilbyder fremragende indkvartering med swimmingpool, white eller black hunter, fotosafari, logi, vask, bil, mad, vin og seriøs organiseret jagt. Farmene på busksteppen ligger næsten i en række fra syd til nord. Kunderne kan vælge efter lyst, mod og betalingsevne.

Længst mod nord ligger Namibia's Caprivi Strip, der som en finger kiler sig ind imellem Botswana og Zambia, før den rører ved Zimbabwe. Her er ørkenlandets vandland med flere slanger, sabelantiloper og bøfler end kameraer. Det ligger afsides og er komplet uspoleret af den slags masseturisme, der hærger de mest berømte steder i Kenya og Tanzania.

Nationalparker, vildtreservater, jungle, sump, dyrkede områder og landsbyer udfordrer og begejstrer i Caprivi. Der er krokodiller og tigerfisk i vandløb og søer. Leoparder, hyæner, geparder og de udrydningstruede wild dogs er talrige, medens løver er forholdsvis sjældne. Jægere og de få turister må gerne færdes til fods, men det er ubetinget på eget ansvar, da flokke af bøfler og elefanter vandrer imellem Angola, Botswana og Zambia.

Caprivi Strip - bantufolket owamboernes land - ved Okavango-floden med få veje og farlige dyr - det var der, Per Dahl agtede sig hen. Det fik så være, at han netop havde fået skåret 45 centimeter eller næsten en tredjedel af sin tyktarm.

Ved et tidligere besøg i Namibia havde Dahl mødt ægteparret Ian og Heather Rooken-Smith, der var flyttet fra Kenya til Namibia. De havde mistet deres 33-årige datter, der var død af leukemi, og Per Dahl opfyldte på baggrund af nogle fotos deres ønske om at få et portrætmaleri af hende.

Heather, der efter sin mands død bor i Sydafrika, havde som tak for billedet inviteret Per Dahl til et besøg i Caprivi, hvor hendes søn, den 55-årige Keith, med mange års erfaring som professionel jæger var i færd med at oprette camps til nye kunder, der tør tage risikoen for selv at blive bytte. På det afsides liggende revir drives storvildtjagt, som den er beskrevet og levet af de frie og frygtløse Ernest Hemingway, Beryl Markham, Gailbraith Cole, Bror Blixen, Denys Finch Hatton, Berkeley Cole, og Karen Blixen.

Før Dahl i et antikveret transportfly skiftede revir fra Steinhausen til Caprivi havde han skudt en 1.000 kilo tung elandtyr, der trofæmæssigt hører til guldmedaljeklassen. Han havde også nedlagt, vortesvin, hartebeest og en bjergzebra, hvis garvede skind snart skal pryde datterens hjem.

Uden det fjerneste begreb om, hvad Caprivi var, havde Per Dahl forestillet sig, at han skulle nyde livet på lodges, spise udsøgte vildtspecialiteter og hygge sig ved lejrbål blandt folk med en sundowner i glasset. Han blev klogere, da han med ”elefantfødder” og lige så moskitoangrebne arme og ben i korte bukser vadede rundt i sumpen med prustende flodheste og sultne krokodiller, der var delvis skjulte i vandet eller i efterårets tætte vegetation.

Da han en nat vågnede i sit telt, havde en stor flodhest fundet frem til det. Både lokum og de nærmeste telte lå mindst 100 meter væk. Han kunne ikke kalde på hjælp. Flodhesten prustede og lagde sin enorme vægt - to tons - på linerne. Det var slemt nok, at Dahl måtte tisse i en flaske, men værre, at løver hen ad daggry kom i et støjende slagsmål og ødelagde et bord udenfor.

På næste dags opkald fra Mols og på spørgsmålet om, hvordan han havde det, svarede han med fasthed i stemmen:
»Jeg overlever.«

Caprivi, der næsten er omringet af floder, er den ægte romantiske og grusomme afrikanske vare. Keith-Rooken-Smith, leder af ”The Caprivi Promotional Project”, kalder reviret for Namibias Paradis. Slanger mangler der ikke.

En af hjælperne i jagtlejren viste Per en kæmpe cobra, som var dræbt med en kæp. Den slags ser anderledes ud end på tv. På Steinhausen havde han oplevet, at Irene til stor morskab for Gundolf i nattemørket jagede den meget giftige mamba med lygte i panden og salonriffel i hænderne. Hun var rasende over, at mambaen stjal æg fra hendes gæs. Opdagelsesrejsende som David Livingstone og Thomas Baines samt fortidens missionærer har været i Caprivi. Den legendariske elfenbenjæger Frederick Courteney Selous fra 1900 tallet, har skudt nogle af de flere hundrede elefanter, der blev hans bytte, på dette område, hvis historie er skrevet af krigere, krigsherrer, kolonimagter, soldater og frihedsbevægelser.

Med sit hovedkvarter i Caprivi River Lodge i Mamili National Park er Keith Rooken-Smith en af de mest erfarne og fanden-i-voldske guider, der findes. Han og hans hjælpere sendte Dahl på eventyr med advarsler især mod flodhesten. Den dræber med et tandsæt, der på klods hold kan forveksles med stødtænder, flere mennesker end alle andre dyr i Afrika. Det kan være svært at fatte, når man ser kolossen tage mudderbad eller flyde med sine dovne gab i en flok af venner og familie, men hvis Dahl var gået ud for at lade sit vand den nat i teltet, ville han ikke kunne have fortalt sin historie. Lejrens folk mente dog, at der kunne være tale om en hun flodhest, der var forelsket i danskerens lyse skind.

Caprivi var i årevis en del af det britiske protektorat, Bechuanaland, men det ændrede sig, da en anden kolonimagt, Tyskland, ville have adgang til Zambezi-floden, og England have land i Østafrika. Aftalen imellem de to lande blev indgået i Berlin ved slutningen af det 20. århundrede. Den skabte Caprivi striben, men tyskerne fik ikke, som de håbede, flodadgang til Det Indiske Ocean, da den blev spærret af Victoria-vandfaldene. I dag over 100 år senere er motorvejen, der blev bygget af sydafrikansk militær, en vigtig handelsrute. Namibia blev erobret af Sydafrika i 1915 og var under sydafrikansk administration frem til selvstændigheden. Vejen, der oprindelig var flankeret af militære enheder, har skabt bosættelser og bragt de større byer i hastig vækst.

For Per Dahl var safarien et melankolsk og frydefuldt farvel til al jagt. Med sit sidste skud på Steinhausen og angiveligt i sit liv fik han endnu et af de mest eftertragtede trofæer, der findes:
En kudu tyr til bronzemedalje.

Elsket har han jagten i Danmark, men ikke mere. Den tid er forbi, da far, søn og hund i tusmørket kunne sætte sig ned ved et vandløb og være lykkelige for at vende hjem timer senere med en gråand på tasken. Han kalder nutidens jagt for underholdning for velhavere. Massesenedskydninger af opdrættede gumpetunge fasaner og ænder i Danmark er for ham en perversion. Han ser dem på linje med den årlige produktion af 25 millioner svin. Godserne producerer som supermarkeder, hvad folk vil have og betale for. De nyrige hygger sig med hofjægermestre, kammerherrer, de royale og andre fra Overdanmark.

På det hjemlige, folkelige revir er alt blevet fattigere, siden Per var dreng. Set i hans kikkert er der reelt kun råvildt og snepper som regulære byttedyr. Han vil ikke savne noget, der ikke kan genskabes.

Kunstneren og jægeren Per Dahl føler sig i slægt med de vilde dyr og med en anden gammel mand, fiskeren i Hemingways absolutte mesterværk ”Den Gamle Mand og Havet”. Den bog, der blev skrevet som en novelle og udgivet som roman i 1952, handler på sit enkle, magtfulde sprog om den gamle cubanske fisker, der gør et nederlag til en triumf. Det var ham, Papa, lod sige:
»Jeg er glad for, at vi ikke også skal prøve at dræbe stjernerne. Tænk, hvis en mand hver dag skulle prøve at dræbe månen. Månen løber sin vej. Men tænk, hvis en mand hver dag skulle prøve at dræbe solen? Vi har været heldige fra fødslen.«

For den, der har været med Per Dahl på jagt på Steinhausen, er det til at forstå, at han i kraft af en psykisk helsebringende, usund fornuft tog dertil endnu en gang. Hvem vil ikke gerne være dreng igen?

Månen er megastor på de kanter og stjernehimlen, der ikke spoleres af kunstigt lys, uendelig.

Med et par små jagtterriere dirrende af ophidselse som selskab og galopperende antiloper imellem træerne skelner man ved dagens første lys skarpt imellem det væsentlige og det uvæsentlige. Netop det kan det tage et helt liv at lære.

Anders Tøttrup er imponeret over sin patient, selv om han næppe ville have anbefalet jagt i Afrika som rekreation efter en stor kræftoperation. Da den århusianske overlæge blev spurgt, om det lange ar, professor Werner Hohenberger med sin fremragende operation havde givet Per Dahl, nu også var nødvendigt, svarer Tøttrup.
»En sådan mand er gud - ham kritiserer man ikke.«