Per Dahl er født den 9. oktober 1930 i Ebeltoft. Hans forældre var restauratører og han er opvokset på
Skovpavillonen et skattet musik og spisested for datidens kunstnere og musikere, som Leo Mathisen, og mange andre.
Det var her lysten og inspirationen til at udtrykke sig kreativt blev født, både indenfor musikken, men især gennem
tegning og maleri - og der blev lagt mærke til den unge drengs tegnetalent på de mange papirduge i restauranten -
derfor fik Per allerede som 12 årig en malerkasse af sine forældre. Et år senere under krigen, fik han lov til at
komme i lære hos den lokale kunstmaler, Ejnar Olsen. Men efter krigen trængte udlængslen sig på, og som 16 årig stak
Dahl til søs og oplevede det store udland i et par år, især Canada og Sydamerika, hvorefter han vendte hjem via
Nordskandinavien. I Sverige mødte han sidenhen sin livsledsagerske, Janet, som han har været sammen med de seneste 50 år.
De har slået sig ned nær Ebeltoft, og det er her fra sin base, Dahl stadig tager på rejser ud i verden, især til Afrika.
En anden af hans passioner er nemlig natur, dyreliv og jagt, og det findes i en særlig storslået udgave i Afrika, der
har draget i de seneste år, og sat sit aftryk i billederne.
Trofæer fra både inden- og udenlands jagt vidner da også om Dahls held som jæger, men i den danske natur har målet og
udfordringen ikke altid været et bestemt bytte, snarere glæden og samspillet med hans jagthunde i deres rette element.
Det er ligeså ofte bevæbnet med kikkert og kamera, at Dahl går på jagt i naturen, især for at studere fuglelivet, og
han er blevet kendt for at have succes med at pleje og opfostre alle former for tilskadekomne og forladte fugleunger
i sit hjem, lige fra spurve, falke og ugler - og fuglene er da også blevet et fast element i mange af hans billeder.
Det første der møder en, når man træder ind i Per Dahls værksted er musik, en gang i mellem klassisk eller
svensk folkemusik, men i sær jazz musik på høj volume, er en uadskillelig del af den kreative maleproces for Per
Dahl. Efter mere end 50 års flittigt, dagligt arbejde med farverne og motiverne er den kreative proces blevet en
selvfølgelig og naturlig del af Per Dahls liv, en nødvendighed på linie med at stå op om morgenen. Man kommer ikke
tættere på at opfatte penslen, som ét med manden, end hos Dahl. De mange års erfaring har givet en overlegenhed og
lethed i udførslen af malerhåndværket, der gør at kunsten flyder frit og ubesværet fra hans hånd.